Udviklingsorienteret teamleder til tværfagligt team i Effektive Kvadratmeter i Københavns Ejendomme

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at udvikle de fysiske rammer for fremtidens arbejdspladser i Københavns Kommune? Er du optaget af ledelse, og ser du det som en vigtig opgave at få dit team til at lykkes i arbejdet med komplekse processer?

Vi søger en teamleder, der kan lede et tværfagligt team gennem politiske processer, udviklingsarbejde og implementering af de projekter, som vi er ansvarlige for i kontoret Effektive Kvadratmeter.

Vi arbejder med fokus på smartere brug af vores kvadratmeter i kommunens ejendomme, analyser, idéoplæg og alle projektfaser frem til implementering af nye indretninger.

Hvem er vi?
Effektive Kvadratmeter er en enhed i Center for Ejendomme, som er en del af Københavns Ejendomme i Københavns Kommune. Kontoret består af ca. 27 medarbejdere, som arbejder sammen i et tværfagligt fællesskab. Derudover løser vi opgaver i tæt samarbejde med de øvrige kolleger på tværs af Københavns Ejendomme. Vi er ansvarlige for at udvikle og gennemføre indretnings- og effektiviseringsprojekter for og sammen med alle forvaltninger i Københavns Kommune.

Igennem arbejde med ejendomsdata og behovsafdækning, er vi i Effektive Kvadratmeter med til at sikre en mere bæredygtig brug af kommunens kvadratmeter. Vi er med til at skabe bedre udnyttelse og brug af de indvendige faciliteter – særligt i vores administrative ejendomme. Dette gør vi i tæt samarbejde med fagforvaltningerne og med kollegerne i resten af Københavns Ejendomme og igennem udvikling af businesscases.

De seneste år har vi etableret enheden, og vi er nu konsolideret som eget fagområde. Kontoret ledes af en kontorchef, der understøttes af to teamledere. Teamlederne varetager den daglige personaleledelse og driften af projektporteføljen. Kontoret understøttes derudover af fagkoordinatorer, der er med til at sikre udvikling og implementering af den faglige rådgivning.

Stillingen som teamleder
Vi søger en teamleder, der får ansvaret for et team bestående af 12-14 engagerede medarbejdere. Teamet består af projektledere og medarbejdere, der udfører rådgivning og styrer processerne, så forvaltningerne kommer godt i mål med deres projekter. Medarbejderne har en bred faglig viden og varetager opgaver indenfor udvikling og planlægning, projektledelse, indkøb, flyttekoordinering, dataanalyser, forandringsledelse og kommunikation.

Du vil indgå i et tæt samarbejde med kontorchefen, kontorets anden teamleder og fagkoordinatorerne. Din teamlederkollega har ansvar for de medarbejdere, som varetager opgaver indenfor strategisk indretning i projekterne.

Dine vigtigste opgaver er at

  • medvirke til, at der er et godt samarbejde mellem kontorets to teams og med øvrige kontorer i Københavns Ejendomme. Dette arbejde foregår i tæt samarbejde med din kontorchef og kontorets anden teamleder.
  • udvikle medarbejderne, skabe motivation og sikre trivsel i teamet
  • styrke fundamentet og processerne for projektarbejdet sammen med teamet
  • have ansvar for den daglige drift, herunder kapacitetsplanlægning, opgaveprioritering med medarbejderne på tværs af projekterne og opfølgning på projektstatus og -økonomi i samarbejde med projektlederne
  • understøtte videndeling og samarbejde på tværs i kontoret og i Københavns Ejendomme
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau. Derudover forventer vi, at du har erhvervserfaring fra en politisk styret organisation samt konkret erfaring som projektleder eller på anden vis har arbejdet med ledelsesrelaterede opgaver.

  • Erfaring med personaleansvar
  • En god forretningsforståelse og kan lede medarbejdere i et kontor, hvor den grundlæggende finansiering er indtægtsdækket
  • Du føler dig komfortabel med at besvare politiske bestillinger
  • Evner til at sætte dig ind i medarbejdernes forskellige fagligheder og deres delopgaver i projekterne
  • Lyst til at arbejde med kompetenceudvikling af medarbejdere og sikre effektive arbejdsgange
  • Gode kommunikative evner og kan formidle komplicerede problemstillinger både skriftligt og mundtligt
  • Evner til at skabe gode samarbejdsrelationer både eksternt og internt
  • Viden om og interesse for forandringsledelse – herunder forståelse for, at fysiske forandringer ofte er et følsomt område for dem, vi udvikler projekter for
  • God forståelse for data og nøgletal, og hvordan de kan anvendes transparent i optimering af arealanvendelse
  • God økonomiforståelse
Det er også en fordel, hvis du har

  • godt kendskab til Københavns Kommune og offentlig forvaltning
  • kendskab til udviklingsarbejde med større indretningsprojekter og gerne indenfor administrative arbejdspladser
  • erfaring med interessenthåndtering
Vi tilbyder

  • et spændende og udviklende job med mulighed for at arbejde både med ledelse og udviklingsområder, der relaterer sig til ejendomsporteføljen og strategisk indretning
  • en stilling, hvor du er med til at rykke på en vigtig dagsorden indenfor bæredygtighed og smartere brug af kvadratmeterne og inventar i Københavns Kommune
  • dygtige, engagerede og kompetente medarbejdere og hjælpsomme kollegaer
  • en ambitiøs arbejdsplads med et højt fagligt niveau og masser af muligheder for, at du kan udvikle dig
I Københavns Ejendomme arbejder vi aktivitetsbaseret, og vi er selv brugere af den indretning, som vi udvikler og tilpasser for andre. Vores kontor tilbyder fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden og har fokus på god balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.

Stillingen er på 37 timer ugentligt inkl. frokost og flekstid.

Tiltrædelse forventes den 1. september 2023 eller snarest muligt.

Arbejdspladsen er på Borups Alle, København NV lige ved Fuglebakken Station.

Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte teamleder Marie Vandrup Westh i uge 31 på 2446 7830.

Søg via linket senest søndag den 6. august 2023
Vi forventer at holde samtaler i uge 33.

Københavns Ejendomme
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2.
Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Københavns Kommune, Borups Allé 177, 2400 København NV

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=192978&DepartmentId=22673&MediaId=4780&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5860389

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet