BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du erfaring med udbudsret og/eller entrepriseret, og ønsker du at arbejde med spændende anlægsprojekter i en af Danmarks største bygherreorganisationer? Så har vi jobbet til dig.
Der er fuld gang i anlægsprojekterne i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, da der er et konstant behov for, at vi udvikler København og skaber nye og bedre løsninger – ikke mindst når byen vokser, og kampen om pladsen spidser til. Derfor anlægger vi alt fra broer og tunneller til nye parker, pladser, veje og byrum. Alt sammen til gavn for København.
Vi søger derfor to erfarne jurister/juridiske rådgivere, som kan bidrage med juridisk rådgivning til de mange spændende, komplekse og innovative anlægsprojekter, som bygherreorganisationen udfører i hele Københavns Kommune.
Om jobbet
Som jurist/juridisk rådgiver fungerer du som tæt juridisk sparringspartner for de ansvarlige medarbejdere og ledere på konkrete anlægsprojekter, hvor du tilknyttes som projektjurist fra projektets start til slut.
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være at:
- rådgive om udbud efter udbudsloven og tilbudsloven, herunder dialog om projektets succeskriterier, udbudsstrategi, evalueringskriterier, tilbudsevaluering m.v. – det gælder både for relativt simple projekter og for store anlægsprojekter til flere hundrede millioner kr.
- rådgive om samarbejde og kontraktstyring efter AB-systemet, herunder forhandling med tekniske rådgivere og entreprenører, fortolkning og kravbehandling
- udvikle og afholde interne undervisningsforløb for organisationens medarbejdere
- ajourføre værktøjer til udbud og kontraktstyring
- bidrage til kontraktstyring af rammeaftaler for indkøb af teknisk rådgivning, entreprisearbejder og vareindkøb af bygherreleverancer m.v.
- udforme bygherreoverenskomster og andre aftaler om samarbejde med ledningsejere, grundejere og andre samarbejdsparter
Du vil komme til at arbejde i et tværfagligt miljø, hvor vi lægger vægt på, at du
- er uddannet cand.jur., cand.merc.jur. eller har anden relevant erfaring med juridisk rådgivning
- har kendskab til udbudsret og/eller entrepriseret, herunder erfaring med gennemførelse af udbud og kontraktstyring på bygge- og/eller anlægsprojekter.
- er i stand til at bruge juraen i en praktisk kontekst
- har god sproglig forståelse og stærke kommunikationsevner, så du kan formidle jura til ikke-jurister
- er en holdspiller, der trives med at samarbejde tværfagligt
- er kvalitetsbevidst, grundig og løsningsorienteret samt serviceminded og forandringsparat
- arbejder selvstændigt og effektivt og er god til at administrere din tid
Du vil blive en del af teamet Jura, Udbud og Entreprise. Teamet består af 9 medarbejdere – 8 jurister og en administrativ medarbejder – der rådgiver afdelingen Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold og dennes 450 medarbejdere. Vi deler alle glæden ved at arbejde i – og for – København, og vi synes (i al beskedenhed), at vi har den bedste arbejdsplads, hvis man ønsker at arbejde med udbuds- og entrepriseret.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et job med et utal af spændende udfordringer i et fagligt stærkt arbejdsmiljø med stor arbejdsglæde, højt humør og god indbyrdes sparring, hvor vi sammen hjælper hinanden med at løfte kerneopgaverne. Du bliver del af en af Danmarks største offentlige bygherreorganisationer, og du får en bred kontaktflade med eksterne parter i bygge- og anlægsbranchen.
Vi har et godt fagligt arbejdsmiljø og en afslappet og uformel omgangstone.
Vi er fysisk placeret på Islands Brygge 37, 2300 København S, tæt på metroen og endnu tættere på vandet, med fingeren på det pulserende liv i København. Du har mulighed for at arbejde hjemmefra op til 2 dage om ugen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Der er mulighed for ansættelse som special- eller chefkonsulent.
Arbejdstiden er gennemsnitlig 37 timer pr. uge inkl. frokostpause, men der vil også være mulighed for en deltidsstilling. Stillingerne er med tiltrædelse den 1. november 2023.
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål vedr. stillingerne, kan du kontakte teamleder Sabine Bjørn på 2020 4530.
Søg via linket senest søndag den 3. september 2023
Vi forventer at gennemføre to ansættelsesrunder. Første runde af ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 37.
Anden runde forventes afholdt i uge 37 og 38. Kandidater, der går videre til anden runde, må forvente at skulle løse en case i forbindelse med samtalen.
Sammen med ansøgningen bedes du uploade CV og udskrift af eksamensbevis
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lyngby-Taarbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Københavns Kommune, Borups Allé 177, 2400 København NV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=193907&DepartmentId=19180&MediaId=4780&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5889543