BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Et 1-årigt vikariat som afdelingslæge er ledig ved Traumesektionen på Ortopædkirurgisk Afdeling M, Bispebjerg Hospital, til besættelse pr. 1. september 2023. Vi tilbyder, at man ved ansættelse, uanset erfaring, indgår i de forskellige opgaver, som dækkes af traumesektionen på lige fod med resten af sektionens afdelings- og overlæger.
Som afdelingslæge vil man være tilknyttet Traumesektionen med et fast 8 ugers arbejdsrul med fordeling af dage på operationsgangen, i ambulatoriet og på sengeafsnittet. Stillingen er vagtbærende med vagt på faste dage over en normperiode. Vagten er med tilstedeværelse til kl. 23.00 på hverdage og til kl. 21.00 i weekenden, hvorefter man er på tilkald fra hjemmet.
Traumesektionen er en selvstændigt fungerende sektion med egne separate konferencer til overlevering, uddannelse og sammenhold. Sektionen har et godt sammenhold, hvor der er mulighed for at sparre fagligt og socialt med sine kollegaer. Vi forsøger at have et godt uddannelsesmiljø for både special- og yngre læger. Ved ansættelse forventer vi, at du kommer til at forsætte din faglige udvikling uanset erfaringsniveau. De opgaver/operationer, som du kan løse selvstændigt, fortsætter du med at løse og de opgaver/operationer, som du ikke har erfaring med, løses i samarbejde med en speciallægekollega fra traumesektionen.
Vi forventer, at du:
- har interesse for ortopædisk traumatologi og klinisk erfaring med behandling af traumatologiske patienter.
- er omgængelig og har lyst til teamsamarbejde både med de øvrige kirurger i traumesektionen, samt med yngre læger, sygeplejesker, anæstesipersonale, fysioterapeuter mv.
- er initiativrig og stabil med gåpåmod i den daglige klinik
- har lyst til at udvikle dig fagligt
- har fokus på uddannelse og er god til at lære fra dig.
Ortopædkirurgisk Afdeling M, består af 2 stationære sengeafsnit, et kombineret elektivt- og sammedagskirurgisk sengeafsnit, 2 operationsgange, 2 ambulatorier, samt Institut for Idrætsmedicin med egne ambulatorier. Der er ca. 300 ansatte, herunder 85 læger.
Afdelingen varetager den akutte behandling af ortopædkirurgiske lidelser for optageområdet og har derudover en bred ortopædkirurgisk elektiv funktion inden for alloplastikkirurgi, fodkirurgi, idrætskirurgi og idrætsmedicin og traumekirurgi, som nu har hver sin ledende overlæge med ansvar for det fulde patientforløb fra henvisning til ambulatoriebesøg, indlæggelse og operation, samt postoperativt forløb.
Der er årligt 35000 ambulante besøg og 6000 operationer på afdelingen. Afdelingen er aktiv forskningsmæssigt med 5 tilknyttede professorater samt et varierende antal Ph.d.-stillinger. Afdelingen publicerede 126 artikler i 2021, hvilket var det højeste antal blandt de ortopædkirurgiske afdelinger i Danmark.
Afdelingsledelsen lægger vægt på en involverende og motiverende ledelsesstil. Afdelingens arbejde er præget af gensidig tillid, godt samarbejde og faglig stolthed. Se mere på vores intra- og internetside.
Hospitalet
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital dækker som akuthospital optageområde ”Byen”, med godt 460.000 indbyggere. Der varetages opgave på hoved- og regionsniveau såvel som udvalgte højtspecialiserede områder. Hospitalet har udover de faglige kerneopgaver en stor uddannelsesportefølje og prioriterer forskning indenfor alle fagdiscipliner højt. De kommende fem år afsluttes byggeriet af Nyt Bispebjerg Hospital, hvilket åbner for helt nye muligheder for også Traumesektionen på Ortopædkirurgisk Afdeling.
Løn og ansættelse
Løn- og ansættelsesforhold vil være i overensstemmelse med gældende aftaler for Yngre læger.
Ansøgning
Motiveret ansøgning og CV skal være os i hænde senest søndag den 25. juni 2023. Din ansøgning skal udfærdiges i henhold til Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de 7 lægeroller, og du bedes bekrive dine kompetencer i forhold til disse. På baggrund af denne beskrivelse foretages den faglige vurdering af ansøgere, der indkaldes til samtale. Der planlægges samtaler torsdag den 29. juni 2023.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Ledende Overlæge for Traumesektionen Ilija Ban på telefon 2624 2662 eller Cheflæge Henrik Palm på telefon 3863 5110.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Lyngby-Taarbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, 2400 København NV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=342&ProjectId=250143&DepartmentId=18513&MediaId=4714&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5852126