Nyt fra Virum i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Virum er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra varebil, Helsingør

Mellem mandag klokken 16.00 og tirsdag klokken 07.20 blev der stjålet elektrisk værktøj fra en varebil, som holdt parkeret på Olaf Rudes Vej. Indstigningen skete ved boring af hul ved bilens dørhåndtag.

 

Butikstyveri, Smørum

Klokken 09.22 anmeldte personalet i SuperBrugsen på Foldvej, at en ung dreng blev tilbageholdt, idet han havde stjålet varer fra butikken. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf drengen, som var under den kriminelle lavalder. Grundet hans unge alder blev der taget kontakt til hans forældre samt de sociale myndigheder for at informere om hændelsen. 

 

Færdselsulykke, Hørsholm

Klokken 09.41 skete der en færdselsulykke, da en 85-årig mandlig bilist fra Birkerød kørte ad Sjælsmarkvej i østlig retning og af ukendte årsager kørte over i modsatte vognbane og frontalt påkørte en lastbil, som kørte i vestlig retning ad Sjælsmarkvej. Patruljer kørte til stedet, hvor vejen blev afspærret i begge retninger, mens der blev arbejdet på stedet. Den 85-årige bilist afgik ved døden som følge af sammenstødet. De pårørende er underrettet. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade på føreren af lastbilen.

 

Hærværk, Gentofte

En ukendt gerningsperson udøvede mellem mandag klokken 18.00 og tirsdag klokken 09.30 hærværk på en bil, som stod parkeret på Gentoftegade. Hærværket bestod i, at der blev malet graffiti på bilens ene side og frontkøler.

 

Ulovligt arbejde, Frederikssund

Nordsjællands Politi foretog tirsdag eftermiddag kontrolbesøg på en restaurant i Frederikssund. Her blev en 40-årig udenlandsk mand sigtet for ulovligt arbejde.

 

Tyveri fra byggeplads, Helsingør

Klokken 14.35 blev det anmeldt, at der var blevet stjålet værktøj fra en byggeplads på Trækbanen. Tyveriet var sket mellem mandag klokken 15.00 og tirsdag klokken 07.30, hvor en ukendt gerningsperson havde skaffet sig uberettiget adgang til byggepladsen. 

 

Røveri, Hillerød

Klokken 14.48 indløb der anmeldelse om, at to mænd havde skaffet sig adgang til en bolig på Sophienborg Alle, mens beboeren, en 63-årig kvinde, var hjemme. Med et baseballbat blev hun truet til at udlevere et kontantbeløb, hvorefter de to mænd løb fra stedet i retning mod Falkevej. Patruljer kørte til området for at lede efter de to gerningspersoner, men det var ikke muligt at finde dem. De beskrives som: 
A: mand, 20-30 år. Iført hættetrøje, blå cowboybukser og mørke kondisko. B: mand, 20-30 år. Iført joggingbukser. Nordsjællands Politi efterforsker sagen og vil i den forbindelse gerne høre fra borgere, som har set de to mænd i området eller i øvrigt har oplysninger til sagen. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.

 

Tyveri af mobiltelefon, S-togsstrækningen mellem København og Hillerød

En 18-årig mand fra Frederiksværk anmeldte klokken 15.24, at han mellem klokken 14.00 og 15.00 havde fået stjålet sin mobiltelefon. Han havde haft mobiltelefonen i sin baglomme, mens han tog S-toget fra København til Hillerød, og da han ankom til Hillerød Station, opdagede han, at en ukendt gerningsperson havde stjålet telefonen.

 

Uberettiget indstigning i varebil, Helsingør

Klokken 15.34 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson mellem mandag klokken 15.15 og tirsdag klokken 05.40 havde foretaget cylinderboring af bagdøren på en varebil parkeret på Hestens Bakke. Det havde ført til, at der kunne foretages uberettiget indstigning i varebilen, men der var ikke umiddelbart stjålet noget fra køretøjet. 

 

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 72-årig kvindelig bilist fra Kgs. Lyngby kørte klokken 15.41 ad Hjortekærsvej i sydlig retning, hvor hun foretog et højresving ud på Klampenborgvej. I den forbindelse påkørte hun en 43-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby, som kom cyklende i vestlig retning ad Klampenborgvej. En patrulje kørte til stedet, hvor bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt. Der skete ikke umiddelbart større personskade i forbindelse med uheldet, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

 

Blev overtalt til at udlevere kreditkort og kontanter, Værløse

En 87-årig kvinde anmeldte tirsdag klokken 16.05, at hun ca. tre timer tidligere havde været udsat for tricktyveri. Kvinden var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra en bank og som fortalte, at der havde været usædvanlig aktivitet på kvindens bankkonto. Kort efter indfandt en mand sig på kvindens adresse og fik udleveret hendes kreditkort samt et beløb i kontanter. Da den 87-årige senere fattede mistanke til, at der var noget galt, var der allerede hævet et større beløb fra hendes konto. Manden, som indfandt sig på kvindens bopæl, beskrives som 20-30 år, 170-175 cm høj, fedladen, mørk i huden med sort mellemlangt hår. Han talte dansk og var iført en hvid t-shirt med et ”hold afstand”-badge.

Nordsjællands Politi advarer på det kraftigste imod, at man udleverer sit hævekort, pinkoder, nem-id eller andre lignede oplysninger til andre. Heller ikke selvom de udgiver sig for at være fra en bank, politiet eller andre virksomheder eller myndigheder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed eller virksomhed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted og bede om at blive viderestillet til personen for at få oplysningerne be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 

Havde hash på sig, Allerød

Tirsdag aften omkring klokken 18 blev en 22-årig mand fra Allerød truffet på en p-plads på Gydevang. Her viste det sig, at han var i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for.

 

Kørte ind i hegn, Stenløse

En 74-årig kvinde fra Stenløse ramte tirsdag aften ind i et hegn, da hun kom kørende ad Smedebakken på en handicapscooter. Kvinden kom umiddelbart kun lettere til skade.

Unge vakte mistanke, Helsingør

Tre unge vakte tirsdag aften klokken 19.30 mistanke hos en borger, som så de unge stå på stationspladsen, hvor den ene viftede med en hobbykniv. Manden ringede derfor klokken 19.30 til politiet, som sendte en patrulje til stedet. De tre unge var på det tidspunkt dog ikke længere at finde i området.

 

Kørte ræs på græsplæne, Kgs. Lyngby

Tre drenge kørte omkring klokken 20.30 rundt nogle tunede knallerter og ødelagde græsplænen ved Lundtofte Skole. En patrulje kørte til stedet, men ved dens ankomst var de drengene væk og var heller ikke til at finde, da patruljen efterfølgende kørte rundt i området for at lede efter dem.

Jakke stjålet fra bil, Klampenborg

Mellem klokken 18.45 og 21.14 tirsdag aften er der stjålet en jakke fra en bil, som holdt ved Københavns Golfklub på Springforbivej. Tyven har knust en rude for at skaffe sig adgang til bilen.

 

Forsøgte at undslippe politiet, Hillerød

En 33-årig mand fra Lille-Skensved forsøgte tirsdag aften at køre fra politiet, efter han i første omgang var blevet standset på Isterødvejen, hvor han kørte på en motorcykel. Manden var frakendt førerretten, og det viste sig efterfølgende, at han også var under indflydelse af euforiserende stoffer. Den 33-årige forsøgte at undslippe politiet og kørte i høj fart ad Gadevang og videre mod Hillerød. Han blev imidlertid anholdt på Blåbærleddet, hvor han blev sigtet for samtlige forhold. Herefter blev han kørt til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve på ham. Den skal fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.

 

Kvinde uden kørekort, Kgs. Lyngby

En 40-årig kvinde fra Lyngby blev tirsdag aften klokken 21 standset, da hun kom kørende ad Akademivej. Da kvinden ikke havde erhvervet kørekort, blev hun sigtet for kørsel uden førerret.

Mand sigtet for besiddelse af narko til videresalg, Nordsjælland

En 28-årig mand fra Hørsholm blev klokken 23.58 anholdt og sigtet for besiddelse og salg af euforiserende stoffer. Ved en efterfølgende ransagning på adresser i Kokkedal og Hørsholm blev der fundet en større mængde hash og kokain. Manden fremstilles i grundlovsforhør i Retten ved Helsingør i dag klokken 14.00. Nordsjællands Politi kan ikke give yderligere oplysninger forud for grundlovsforhøret. 

Musik til ulempe, Nordsjælland

Klokken 01.27 natten til tirsdag måtte en patrulje køre til Vingårds Allé for at få dæmpet en fest, der holdt folk i nabolaget vågne. I Virum blev der spillet musik til ulempe ved Frederiksdal Fribad, her var de sidste personer dog ved at forlade stedet, da en patrulje ankom klokken 00.52.

Indbrud i bodega, Frederikssund

Ved et indbrud i Spar5 på Havnegade klokken 01.10 er der stjålet kontanter. Tyven har knust en rude for at skaffe sig adgang til stedet.

Varetægtsfængslet for drabsforsøg, Kgs. Lyngby

En mand, som den 4. juli blev anholdt og sigtet for drabsforsøg på en kvinde på en adresse i Kgs. Lyngby er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Der blev i forbindelse med grundlovsforhøret nedlagt navneforbud gældende for både den varetægtsfængslede og den forurettede. Grundlovsforhøret blev i øvrigt afholdt bag lukkede døre. 

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi