Nyt fra Virum i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Virum er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra personbil, Ølstykke

Klokken 08.43 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 02.00 og 03.15 var blevet stjålet airbags og midterkonsol fra en BMW personbil, der havde holdt parkeret på Irisvej.

 

Brand, Kgs. Lyngby

Klokken 09.19 blev det anmeldt, at der var brand i en skammel i en bolig på Sorgenfrigårdsvej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte hurtigt fik kontrol over situationen.

 

Tyveri fra lomme, mellem København og Farum

Klokken 10.41 anmeldte en 23-årig kvinde fra Farum, at hun havde fået stjålet sin iPhone 11 fra sin lomme imellem klokken 04.10 og 04.30, imens hun havde blundet i S-toget i retning fra København til Farum.

 

Tyveri fra lomme, mellem København og Værløse

Klokken 11.01 anmeldte en 19-årig kvinde, at hun havde fået stjålet sin iPhone 12 fra sin hånd omkring klokken 05.15, imens hun havde blundet i S-toget i retning fra København mod Farum. Kvinden var vågnet ved, at telefonen blev lirket ud af hendes hånd, og kort efter mistede hendes høretelefoner forbindelsen til telefonen, imens toget holdt ved Værløse Station, så kvinden mistænkte, at gerningspersonen var stået af der.

 

Indbrud i restaurant, Kgs. Lyngby

Klokken 11.43 blev det anmeldt, at der klokken 02.01 natten til søndag havde været indbrud i en restaurant på Lyngby Hovedgade. Via blandt andet efterforskning blev en 45-årig mand fra Hillerød og en 55-årig kvinde fra Charlottenlund anholdt og sigtet for indbruddet i løbet af søndagen, og de to bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby mandag klokken 11.30.

 

Tyveri fra lomme, mellem København og Hillerød

Klokken 14.42 anmeldte en 19-årig kvinde fra Virum, at hun havde fået stjålet sin iPhone 12 fra sin lomme natten til søndag, imens hun havde blundet i S-toget i retning fra København til Hillerød.

 

Forsøg på tyveri fra varebil, Gilleleje

Klokken 11.32 blev det anmeldt, at der imellem fredag eftermiddag og søndag klokken 11.15 var blevet smadret en siderude på en varebil, der havde holdt parkeret på Bygaden ved forsamlingshuset Søborg, ligesom der var forsøgt skåret hul ved varebilens lås. Det var dog ikke lykkedes for gerningspersonerne at komme ind i køretøjet.

 

Tyveri fra personbil, Hornbæk

Klokken 12.35 blev det anmeldt, at der lørdag omkring klokken 17.00 var blevet stjålet en rygsæk fra en personbil, der havde holdt parkeret på Skovvænget. Gerningspersonen var kommet ind i bilen ved at knuse en rude i passagersiden.

 

Vold, Hellerup

Klokken 12.47 anmeldte en 19-årig mand, at ham og hans jævnaldrende kammerat havde befundet sig på Hellerup Station omkring klokken 02.00 søndag, da fire personer havde råbt dem an. De to var gået videre, men de fire var fulgt efter og havde antastet de to på Gersonsvej, hvor de to ifølge anmeldelsen blev slået og sparket nogle gange, hvorefter parterne skiltes ad.

 

Uro og uorden, Hillerød

Klokken 15.05 blev det anmeldt, at en mand befandt sig ved Batzkes Bakke, og at han fremstod aggressiv og udadreagerende. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor en 33-årig mand fra Hillerød blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, hvorefter han blev kørt i detentionen for at sove sin rus ud.

 

Indbrud i restaurant, Charlottenlund

Klokken 15.42 blev det anmeldt, at der imellem lørdag klokken 21.00 og søndag klokken 14.30 havde været indbrud i en restaurant på Ordrupvej, hvorfra der var blevet stjålet lidt byttepenge.

 

Butikstyveri, Hillerød

Klokken 15.53 blev det anmeldt fra Bilka, at de stod med tre butikstyve, der havde forsøgt at stjæle høretelefoner, barbergrej, solriller, computermus og et kabel. Da det var udenlandske statsborgere blev en patrulje sendt til stedet, hvor tre mænd på henholdsvis 29 år, 24 år samt 19 år blev sigtet for butikstyveri.

 

Sigtet for besiddelse af kniv, Hillerød

En patrulje henvendte sig klokken 18.10 til en 21-årig mand fra Københavnsområdet, som befandt sig i en parkeret bil på Falkevej. Da han var i besiddelse af en kniv uden et anerkendelsesværdigt formål, blev han sigtet for overtrædelse af knivloven.

 

Butikstyveri, Hellerup

En butiksdetektiv anmeldte klokken 18.11, at en udenlandsk mand blev tilbageholdt i Netto på Lyngbyvej, da han havde stjålet varer fra butikken. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor de traf manden, som var 33 år. Han blev af patruljen anholdt og sigtet for butikstyveri. 

 

Forsøg på bedrageri, Helsinge

En kvindelig borger fra Helsinge anmeldte klokken 19.11, at hun netop havde modtaget et opkald fra en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Manden havde forklaret hende, at der var optaget lån i kvindens navn, men inden manden nåede at oplyse yderligere, havde kvinden fortalt ham, at hun selv ville undersøge forholdet. Derefter havde hun lagt røret på og kontaktet politiet, da hun formodede, at der var tale om forsøg på bedrageri.

 

Et lignende opkald havde en anden kvinde fra Helsinge modtaget klokken 22.15. Heller ikke her var gerningspersonen lykkedes med sit foretagende.

 

Der skal lyde stor ros til kvinderne for deres håndtering af hændelserne. Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser. 

 

Mand brækkede vindue op, Gentofte

Beboerne i en villa på Jægersborg Alle anmeldte klokken 19.27, at en mand netop var i gang med at brække et vindue i boligen op. En patrulje kørte til stedet, men manden var i mellemtiden forsvundet, da han havde opdaget, at beboerne var hjemme. Det var heller ikke muligt at finde ham ved rundering i området.

 

Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke yderligere oplysninger om gerningspersonen, end at der var tale om en mand, som medbragte en lommelygte. 

 

Narkokørsel, Rungsted Kyst

En 35-årig mandlig bilist fra Nordjylland blev klokken 21.57 standset af en patrulje på Rungsted Strandvej. Her blev han anholdt og sigtet for narkokørsel, idet han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev også sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash samt for at køre bil, selv om han ikke havde førerret til køretøjet. 

 

Der afventes svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring den 35-åriges eventuelle narkopåvirkning.

 

Brand i køretøj, Kgs. Lyngby

Klokken 03.05 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en knallert, som stod parkeret på Sorgenfrigårdsvej. En patrulje kørte til stedet, hvor knallerten blev fundet udbrændt. I en nærliggende bygning var en rude blevet knust, og det kan ikke afvises, at de to hændelser har relation til hinanden.

 

Det er politiets formodning, at branden ikke har nogen relation til den brand på Sorgenfrigårdsvej anmeldt søndag morgen klokken 09.19, der ligeledes figurerer på dette uddrag af døgnrapporten.

 

Mistænkeligt forhold, Ølstykke

Der indløb klokken 04.16 anmeldelse om, at en mand gik rundt og tog i dørene på flere biler parkeret på Kløvervænget, og der var derfor mistanke om, at han kunne have til hensigt at begå tyveri fra bilerne. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men det var ikke muligt at finde manden i området.

 

Han beskrives som: 185-190 cm, spinkel af bygning. Iført mørk jakke. Medbragte muligvis en rygsæk.

 

Tyveri fra personbil, Birkerød

Mellem søndag klokken 20.00 og mandag klokken 06.30 blev der stjålet forlygter og sidespejle fra en Mercedes-Benz personbil, som holdt parkeret på Plantagevej. Derudover var bilens ene siderude blevet knust.

 

Oversigt over indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 14.-20. marts 2022

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi