Virum er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Indbrud i bibliotek, Allerød
Mellem lørdag klokken 15.45 og søndag klokken 07.00 blev døren ind til Allerød Bibliotek opbrudt af en ukendt gerningsperson. Fra stedet blev der stjålet en designerstol.
Sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, Nærum
Klokken 07.07 indløb der anmeldelse om, at en ung mand gik rundt i området omkring Paul Bergsøe Kollegiet, hvor han slog på biler med sit bælte. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 26-årig mand fra Nærum, som svarede til beskrivelsen fra anmeldelsen. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og da patrulje vurderede, at han var beruset i en sådan grad, at han ikke kunne tage vare på sig selv, blev han kørt på hospitalet til videre foranstaltning.
Kørsel uden førerret, Humlebæk
På Torpenvej ud for Netto blev en 44-årig mandlig bilist fra Helsingør standset af en patrulje klokken 08.06. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, men det kunne han ikke efterkomme, da han ikke havde generhvervet dette efter frakendelse. Han blev derfor sigtet for at køre bil trods dette.
Anmeldelse om brand, Dyssegård
Klokken 08.53 indløb der anmeldelse om brand på Sønderengen, og politi og brandvæsen kørte derfor til stedet. Her kunne det konstateres, at der var tale om en mindre brand i nogle udendørs havemøbler, og beboeren på stedet havde selv haft succes med at slukke branden.
Formentlig var en refleksion fra noget glas på havemøblerne årsag til, at branden opstod.
Faldt i søvn i toget og fik stjålet telefon, Holte
Det blev klokken 09.41 anmeldt, at en 14-årig dreng fra Holte mellem klokken 03.10 og 03.28 havde befundet sig i toget i retning mod Holte, og han var i den forbindelse faldet i søvn. Da han stod af toget på Holte Station, opdagede han, at hans mobiltelefon var blevet stjålet fra hans bukselomme.
Mand var aggressiv over for kunder, Holte
Omkring klokken 10 indløb der flere anmeldelser om en mand, som gik rundt i Holte Midtpunkt og var aggressiv over for kunder i centret. En patrulje kørte til stedet, hvor de fik kontakt til manden, en 40-årig fra Helsinge, og da det blev vurderet, at han ikke var i stand til at tage vare på sig selv, blev han taget med til politistationen, hvorfra han senere blev løsladt.
Færdselsindsats, Farum
I forbindelse med en målrettet færdselsindsats mod cyklister og knallertførere var Nordsjællands Politi søndag formiddag til stede i krydset ved Høveltevej og Frederiksborgvej. Her blev der noteret 11 sager vedrørende kørsel over for rødt lys.
Anmeldelse om hensynsløs kørsel og ulovlig parkering, Charlottenlund
Klokken 12.01 indløb der anmeldelse om, at flere biler fortog hensynsløs kørsel samt parkerede ulovligt på Kystvejen. En patrulje kørte til stedet, men det var ved patruljens ankomst ikke muligt at konstatere den hensynsløse kørsel. Der blev dog skrevet tre p-afgifter grundet ulovlig parkering.
Også tidligere på dagen omkring klokken 10 havde en patrulje været forbi på stedet, hvor der blev skrevet fire p-afgifter.
Bedrageri, Frederikssund
En 32-årig mand fra Frederikssund anmeldte klokken 12.23, at han klokken 11.46 var blevet ringet op af en ukendt mand, som udgav sig for at være ansat i politiet. I den forbindelse fik den ukendte mand den 32-årige til at overføre et pengebeløb til ham ved at true med anholdelse, såfremt den 32-årige ikke overførte pengene til ham.
Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at denne procedure aldrig benyttes af politiet, og Nordsjællands Politi opfordrer borgerne til som udgangspunkt ikke at overføre penge til ukendte personer. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt personen er den, vedkommende udgiver sig for, kan man altid ringe til den pågældende virksomhed eller organisation. Det er dog vigtigt, at man selv finder hovedtelefonnummeret og ikke ringer tilbage til det nummer, som vises på telefonen eller oplyses, at der ringes fra.
Færdselsuheld, Allerød
En 69-årig mandlig bilist fra Allerød skulle klokken 12.25 dreje til højre ind på Circle K på Kongevejen, og i den forbindelse overså han en 26-årig mandlig cyklist fra Valby, som kom cyklende på cykelstien. Cyklisten blev ramt af bilens sidespejl og rullede derefter ind over kølerhjelmen. Der skete ikke umiddelbart større personskade, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet.
Bilisten blev efterfølgende sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Kørsel på crossere skabte utryghed, Virum
Klokken 13.25 indløb der anmeldelse om, at fire-seks personer køre rundt på ditto antal crossere i området omkring Grønnevej og skabte utryghed med deres kørsel ind og ud mellem bilerne. Et par patruljer blev sendt til området for at undersøge forholdet nærmere, men det var ikke muligt at udfinde nogen med relation til hændelsen.
Kørsel uden førerret, Frederikssund
En 34-årig mandlig bilist fra Hillerød blev klokken 14.08 standset af en patrulje på J.F. Willumsens Vej, hvor han blev bedt om at fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne han imidlertid ikke efterkomme, idet han havde fået sin førerret inddraget, og han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.
Butikstyveri, Helsingør
Klokken 16.15 anmeldte personalet fra Kvickly i Prøvestenscenteret, at de stod med en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle mad, ligesom han råbte og skabte utryghed i supermarkedet.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 40-årig mand fra Helsinge blev sigtet for butikstyveri.
Parkering til ulempe, Værløse
Klokken 16.21 blev det anmeldt, at adskillige biler holdt til ulempe på en stikvej nær Furesøbad. En patrulje havde mulighed for at kigge forbi, hvilket medførte, at der blev udskrevet fire p-afgifter.’
Indbrud i villa, Jægerspris
Klokken 16.49 anmeldte en kvinde boende på Gammel Kulhusvej, at hun netop havde overrasket en fremmed mand i hendes havestue. Hun havde efterfølgende forsøgt at lukke døren til havestuen, så manden ikke kunne stikke af, men han fik dog presset sig ud, hvorefter han sprang i en bil på udenlandske nummerplader ført af en anden mand. Kvinden nåede at notere, at nummerpladen begyndte med tre bogstaver, ligesom hun bed mærke i, hvad et af bogstaverne konkret var. Kvinden kunne desuden afgive et signalement af den fremmede mand i havestuen samt fortælle, at der nu manglede kontanter fra hendes bolig.
Flere patruljer blev sendt til området, og klokken 17.08 spottede en patrulje et køretøj med tre mænd i på Kronprins Frederiks Bro, der passede til beskrivelsen, og bilen blev derfor bragt til standsning. Efterfølgende kunne det ligeledes konstateres, at den ene af de tre mænd passede på det afgivne signalement fra anmelderen.
De tre udenlandske mænd på henholdsvis 23, 30 og 33 år blev sigtet for indbrud, ligesom den 23-årige fører af bilen blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, idet han fik narkometeret til at slå ud. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle grad af påvirkning. Den 23-årige var tillige efterlyst for berigelseskriminalitet i Frankrig.
Overtrædelse af beredskabsloven, Espergærde
Klokken 17.48 blev det anmeldt, at der var brand i en busk på Bakkegårdsvej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik flammerne under kontrol, mens politiet sigtede en mand efter beredskabslovens bestemmelser, idet branden var opstået, efter han havde brugt en ukrudtsbrænder.
Blufærdighedskrænkelse ved blotteri, Hørsholm
Klokken 17.58 anmeldte en 26-årig kvinde fra Helsingør, at en fremmed mand kort forinden havde stirret på hende i Kystbanetoget mellem Hellerup og Kokkedal Station, imens han havde onaneret. Da kvinden opdagede mandens forehavende, havde hun råbt ham an, hvilket fik ham til at rejse sig fra sit sæde og stå af på Kokkedal Station. En patrulje blev sendt til Kokkedal Station, men manden blev ikke udfundet.
Manden beskrives som: Mand, sydeuropæisk af udseende, 30-40 år, 170-180 cm. Kraftig af bygning. Brun i huden. Med sort kort hår. Bar ikke mundbind, Iført: Mørke joggingbukser, mørkeblå T-shirt. Medbragte: Mørk plasticpose.
Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 4.-7. juni 2021