Virum er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra byggeplads, Værløse
Mellem onsdag klokken 16.00 og torsdag klokken 08.00 tiltvang ukendte gerningspersoner sig adgang til en byggeplads på Pilotvej. På stedet blev en dør opbrudt, hvorefter der blev stjålet et større antal pakker indeholdende parketgulve. Der blev desuden også knust en rude i et vindue på stedet.Tumult, Kgs. Lyngby
Klokken 10.11 indløb der anmeldelse om, at der var opstået tumult på baggrund af et skænderi mellem nogle personer på Gyrithe Lemches Vej. Patruljer kørte til stedet, hvor to unge mænd og en kvinde med relationer til hinanden blev truffet. Grundet en ophedet stemning blev den ene mand, en 21-årig fra Greve, anholdt for at sikre ro på stedet, og de andre parter blev bedt om at forlade området. Den 21-årig blev derefter løsladt igen.Tyveri af gasflasker, Ølstykke
Personalet på Q8 på Karmstensvej anmeldte klokken 13.27, at to personer mellem klokken 01.20 og 01.30 havde stjålet gasflasker fra tankstationen. Via overvågning sås de to personer komme kørende i en hvid varebil med sort ventilationsrist på kølerhjelmen. Bilens nummerplader var meldt stjålne. De to personer læssede et større antal gasflasker ind i varebilen, inden de igen kørte fra stedet.De to personer beskrives begge som: mand, ca. 20 år, ca. 180 cm, spinkel af bygning. Iført sort tøj, sorte sko med hvide såler og maskering.Alvorlig færdselsulykke, Allerød
Klokken 13.58 skete der en alvorlig færdselsulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse, da en 61-årig kvindelig bilist fra Græsted kørte i sydgående retning og af ukendte årsager trak over i modsatte vognbane og kørte sammen med en lastbil. Vejen blev i forbindelse med politiets arbejde på stedet afspærret i en længere periode, og der var derfor store trafikale udfordringer på stedet.
Som følge af færdselsulykken afgik den 61-årige kvindelige bilist ved døden. De pårørende er underrettet.
Der skete ikke umiddelbart personskade hos lastbilschaufføren samt en 46-årig mandlig bilist fra Stenløse, som havde forsøgt at undvige sammenstødet og i den forbindelse var kørt i en grøft, hvor hans bil også blev ramt af lastbilen.
I forbindelse med de store trafikale problemer ved ulykkesstedet begyndte flere bilister at foretage U-vendinger på stedet. Nordsjællands Politi understreger, at det er både ulovligt og farligt, og at det er meget vigtigt at efterkomme politiets anvisninger på ulykkessteder.
Butikstyveri, Hørsholm
Klokken 14.23 blev det anmeldt, at en ung pige blev tilbageholdt i Hørsholm Midtpunkt, hvor hun havde stjålet varer fra Normal, Søstrene Grene og Flying Tiger. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor de traf pigen, en 14-årig fra Rungsted Kyst. Idet hun var under den kriminelle lavalder, tog patruljen kontakt til pigens forældre samt de sociale myndigheder.
Tyveri fra personbil, Hørsholm
Mellem klokken 14.40 og 14.50 knuste en ukendt gerningsperson ruden i en personbil, som holdt parkeret på parkeringspladsen ved testcentret på Folehavevej. Fra bilen blev der stjålet en taske indeholde pung, kontanter, diverse kort, makeup og hovedtelefoner.
Færdselsuheld, Espergærde
En 20-årig mandlig bilist fra Frederiksberg kørte klokken 15.24 i nordlig retning ad afkørsel 4 fra Helsingørmotorvejen ved Hornbæk, hvor han i krydset ved Hornbækvej ikke overholdt sin ubetingede vigepligt og påkørte en 40-årig kvindelig bilist fra Gilleleje, som kom kørende i østlig retning ad Hornbækvej.
Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.
Den 20-årige blev efterfølgende sigtet for sin vigepligtsforseelse.
Kørte ind i jordvold, Vejby
Vejby: En 61-årig mand fra Holte måtte torsdag eftermiddag køres på hospitalet efter han klokken 16.25 havde mistet herredømmet over sin bil og påkørt en jordvold på Kildevej ved Tisvildevej.
Kørestol stjålet, Helsingør
En elektrisk kørestol er mellem klokken 14.00 og 16.10 torsdag eftermiddag blevet stjålet fra Kronborgvej ved hjørnet af Grønnehavevej. Kørestolen var løbet tør for strøm, men da den skulle afhentes, var den forsvundet fra stedet.
Skoletaske stjålet fra cykelkurv, Hillerød
En skoletaske, der lå i en cykelkurv på en cykel, der stod i Christiansgade, er mellem klokken 15.30 og 16.00 blevet stjålet. Skoletasken indeholdt blandt andet en pc, nøgler, og diverse skoleredskaber. Tyveriet blev anmeldt klokken 16.30.
Havde hash på sig, Klampenborg
Torsdag eftermiddag klokken 17.20 blev en 38-årig mand fra Nyborg sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash. Manden blev truffet ved Bellevue Strand.
Taget for butikstyveri, Kgs. Lyngby
To mænd på 18 og 19 år fra Birkerød blev torsdag eftermiddag klokken 17.22 meldt for tyveri, da de havde stjålet tøj i H&M. Mændene blev sigtet for butikstyveri.
Hittehash, Farum
Torsdag aften klokken 18.30 snusede to narkohunde sig frem til en pose hash, som lå gemt i en busk ved Bybækterrasserne. Hashen blev taget med på politigården og registreret som hittehash.
Sigtet for narkokørsel, Hillerød
En 38-årig mand fra Bagsværd blev klokken 18.42 standset på Københavnsvej. Her viste en narkometertest, at han var påvirket af hash, og han blev derfor sigtet for kørsel under indflydelse af euforiserende stoffer og kørt til blodprøveudtagning. Blodprøven skal fastlægge mandens påvirkelsesgrad og resultatet af blodprøven bruges i forbindelse med den videre behandling af sagen.
Tyveri af tasker, Frederikssund
Klokken 18.50 anmeldte to kvinder på henholdsvis 17 og 18 år, at de 10 minutter forinden havde fået stjålet deres tasker, imens de to havde været i vandet ved Marbæk Strand.
Tyveri af pakke, Værløse
Klokken 20.17 blev det anmeldt fra en bopæl på Poppel Allé, at man via husets videoovervågning kunne se, at der omkring klokken 04.30 natten til torsdag var blevet stjålet en pakke, der tidligere på natten var blevet leveret og sat uden for huset af en pakkeomdeler. Anmelderen kunne fortælle, at en anden beboer på vejen også havde fået stjålet en pakke i løbet af natten.
Færdselsuheld, Skodsborg
Klokken 21.07 blev det anmeldt, at to biler kørende i hver sin retning på Skodsborgvej var stødt frontalt sammen.
Politi, ambulancer og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor den ene part, en 27-årig mandlig bilist fra Charlottenlund, umiddelbart var alvorligt tilskadekommen, mens den anden part, en 20-årig mandlig bilist, umiddelbart blot var kommet lettere til skadet.
Begge parter blev kørt på hospitalet, og den 20-årige bliver i dag fredag klokken 11.30 fremstillet ved Retten i Lyngby sigtet for blandt andet vanvidskørsel.
Unge kvinder måtte til afrusning, Farum
To unge kvinder på 18 og 19 år fra Farum måtte natten til fredag indlægges til afrusning. De to unge kvinder var så påvirkede af alkohol og euforiserende stoffer, at den ene mistede bevidstheden, da de to kvinder klokken 00.25 opholdt sig på Farum Bytorv. Både politi og ambulance blev sendt til stedet, og de to kvinder blev kort efter kørt på hospitalet.
Musik til ulempe, Hundested
Klokken 00.38 kom en anmeldelse om, at der i en have på Gærdesmuttevej blev spillet høj musik. Da en patrulje kom til stedet var musikken skruet ned og de tilstedeværende blev formanet om, at soundboxen ville blive taget med på politigården, såfremt der kom flere anmeldelser.
Tumult ved Bajonetten, Hundested
Klokken 01.16 anmeldte en 20-årig mand fra Hundested, at han og en kammerat var blevet overfaldet af tre-fire andre ved Bajonetten på Strandvejen. Da den 20-årige og hans kammerat forlod stedet, fulgte to af personerne efter dem. En patrulje kørte til området og traf den 20-årige og nogle andre personer, men da de var berusede i en sådan grad, at det ikke var muligt at afhøre dem, noterede patruljen i stedet generalia for alle personer og aftalte, at afhøring vil finde sted på et senere tidspunkt.
Gasflasker stjålet fra Q8, Virum
Et endnu ukendt antal gasflasker blev klokken 01.40 natten til fredag stjålet fra Q8 på Hummeltoftevej. Tyvene er kommet ind ved at skære et stålbur op. De beskrives som A: iført sorte bukser, sort hættetrøje og lys jakke B: iført sorte håndværkerbukser og sort overtøj. De kørte i en hvis Opel Vivaro varevogn, som politiet er bekendt med registreringsnummeret på.
Unge stjal færdselstavler, Holte
Tre unge mænd i 16-17 års alderen fra Hørsholm og Rungsted Kyst blev klokken 04.20 natten til fredag taget for tyveri. De unge mænd blev truffet på Højbjerggårdsvej og blev sigtet for at have stjålet færdselstavler på strækningen mellem Holte og Hørsholm. De unge mænd var så berusede, at de ikke mere præcist kunne huske, hvor færdselstavlerne var stjålet. De unge mænds forældre og de sociale myndigheder vil blive orienteret om sagen.
Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 17.-18. juni 2021