Nyheden er fra Virum/Sorgenfri Håndboldklub
Det har altid været et oplæg til en god debat at udtale, at vi ønsker elite i VSH. Jeg taler naturligvis på egne vegne, men tror godt, at jeg kan tillade mig at inddrage alle, der arbejder, med klubben i det daglige, når jeg siger vi ønsker eliten tilbage i VSH. Så der ikke kan herske tvivl, vil jeg for god ordens skyld notere min egen definition af elite som værende:
“At gøre sig umage med sin træning og i kamp. At prioritere og ofre den tid, der skal til at dygtiggøre sig selv og sit hold. Med dette følger naturligvis, at man fravælger aktiviteter, der fysisk som psykisk ikke harmonerer med den daglige træning og holdets aktiviteter. Håndbold er en holdsport og ens egen fysiske og mentale deltagelse i holdets udvikling er derfor vigtigt, hver eneste gang holdet samles. Talent er derfor ikke tilstrækkelig for at tale om elite. Tilstedeværelse, vedholdenhed, engagement og loyalitet for sit hold og sine kammerater er kerneordene for elite.”
Det kan lyde meget alvorligt og uden plads til sjov. Men nej – man kan sagtens være eliteorienteret og samtidigt have plads til sjov. Det handler om, at have tid til at fokusere på det man kan lide og ikke lader for mange udefra kommende input forstyrre.
Lyder det som en kvalitet vi ikke vil vores børn skal tage sig videre i livet igennem deres videre uddannelse og ud i arbejdslivet? Nej – men, hvorfor er det så, at vi er så få, der tør stå ved, at vi vil bakke vores børn op i at kunne fokusere på deres sport, og vi vil hjælpe dem med at præge dem til at fastholde deres fokus, også når det bliver svært, og også når vennerne vil ”slå op i banen” ?
Hvis det skal lykkes for vores børn at stå frem og dygtiggøre sig, skal vi som forældre hjælpe med at støtte og planlægge også deres fritid. Også når det er på bekostning af familieskituren, eller familiefødselsdagen. Det er blevet et ”fy-ord” at ville elite. Familier, der vil løfte deres børn, fordi barnet kan og vil, udstilles offentligt i medierne, senest set i dokumentarprogrammet om Jason Watt og hans søn Noah.
Vi ønsker eliten tilbage i VSH.
Ikke på bekostning af bredden, men eliten har lidt på bekostning af bredden, og vi vil, kommende år, bruge energi på at ville og løfte eliten.
Vi vil have forbilleder, vi alle kan glædes ved og lære af. Vi glæder os til at berette mere om vores nuværende tiltag med specieltræninger for alle afdelinger og positioner - bl.a. også for de små årgange. Morgentræninger for de lidt ældre, samt kommende tiltag, der bidrager til at man igen vil kunne dygtiggøre sig i VSH. Ligeledes glæder vi os også til at berette fra de unge, der allerede i dag arbejder på at dygtiggøre sig i håndboldens verden.
Fortsat godt efterår og god kamp
Peer Sjødahl
Bestyrelsesformand