Døgnrapporten i Virum: tirsdag den 17. august

Profilbillede
dato

Virum er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Cykler stjålet fra udhus

Holte: Fra et udhus på Skovly Mark er der mellem søndag aften og mandag morgen klokken 07.30 stjålet fire cykler, heraf to mountainbikes og en crossracer. Tyven har brudt en lås op for at skaffe sig adgang til udhuset.

Tyveri fra bil

Helsingør: Fra en bil, der stod på Krbg Ladegårds Vej er der mellem søndag aften og mandag morgen klokken 07.00 stjålet en pakke cigaretter. Tyven har knust en siderude i bilen for at skaffe sig adgang.

Tyv anholdt 

Hillerød: Et indbrud i en bolig på Amtmandsvej udviklede sig mandag formiddag klokken 09.31 til et røveri, da tyven, en 39-årig udenlandsk mand, tildele husets beboer, en 48-årig mand, et knytnæveslag i forbindelse med, at beboeren overraskede indbrudstyven. Tyven flygtede herefter fra stedet, men blev senere på dagen fundet og anholdt. Han er sigtet for røveri mod person i egen bolig og fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød i dag, tirsdag, klokken 12.00.

Computere stjålet

Virum: Flere computere er mellem fredag eftermiddag og mandag morgen klokken 08.00 blevet stjålet fra Huskompagniet på Kongevejen. Det er uklart, hvordan tyven er kommet ind.

Penge revet ud af hånd

Holte: En ukendt gerningsmand stjal mandag eftermiddag klokken 14.26 de penge, som en 78-årig mand fra Holte netop havde hævet i en pengeautomat ved Danske Bank i Holte Midtpunkt. Gerningsmanden beskrives som en 15-20 årig mand, 165-175 cm høj, iklædt langærmet blå bluse, mørke bukser og havde en bæltetaske henover maven. Han løb fra stedet i retning mod stationen. En patrulje kørte til stedet og rundt i området og ledte efter gerningsmanden, som dog ikke blev fundet. 

Befølte ung kvindes ben

Frederikssund: Mandag eftermiddag klokken 14.42 blev det anmeldt, at en mand søndag aften klokken 20.30 havde forsøgt at kigge op under en 14-årig piges nederdel og havde rørt ved hendes ben, mens den unge pige, der er fra Søborg, stod og ventede på bussen på Frederikssund Station. Manden beskrives som dansk af udseende, 40-45 år, 165 cm høj og kraftig af bygning, hvid i huden med guldørering i højre øre og iført en grøn jakke.

Stjal guldøl

Frederiksværk: En 38-årig mand fra Fåborg blev mandag eftermiddag sigtet for tyveri, efter han klokken 15.11 havde stjålet en guldøl fra et supermarked på Torvet.

Dæk punkteret

Helsinge: Mellem søndag eftermiddag og mandag eftermiddag klokken 14.00 har en ukendt gerningsmand punkteret alle fire dæk på en VW Up, som holdt på Lindevej. Hærværket blev anmeldt klokken 15.12.

Røveri mod guldsmed

Nærum: Mandag eftermiddag ca. klokken 17.25 begik to personer røveri mod Min Guldsmed på Nærumvænge Torv. De to kom ind i forretningen, hvor de med en machete eller stor kniv samt en økse holdt personalet i skak, knuste glasset på en smykkemontre og stjal indholdet. Herefter kørte de fra stedet på en knallert, som senere bliver fundet i området. De to mænd var iklædt mørkt tøj og styrthjelme.

Sigtet for narkokørsel

Frederiksværk: Mandag aften klokken 19.40 blev en 20-årig mand fra Brønshøj standset, da han kom kørende ad Nørregade. Her viste en narkometertest, at manden var påvirket af euforiserende stoffer og han blev derfor sigtet for narkokørsel og taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve til brug for den videre sagsbehandling.

Bil trillede i sø

Hillerød: Mandag aften omkring klokken 22.16 trillede en bil henover Torvet, ned ad trappen og endte i Slotssøen. Det skete efter en ansat på et lokalt pizzeria havde forladt bilen, men ikke trukket håndbremsen. En kvindelig passager, kom ud af bilen og forsøgte at forhindre den i at trille – men det var forgæves, og bilen endte i Slotssøen, hvorfra den senere på aftenen blev trukket op.

Indbrud i forretning

Hillerød: Klokken 02.32 natten til tirsdag var der indbrud i Creme Fraiche i Slotsgade. Tyven har brudt døren til forretningen op, men umiddelbart er der ikke stjålet noget.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 16.-17. august 2021
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi