Virum er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Mand ville ikke oplyse navn, Hillerød
Klokken 07.13 kontaktede DSB Nordsjællands Politi og bad om assistance, idet en mand havde kørt uden gyldig rejsehjemmel i S-toget, og nu ville manden ikke oplyse sit navn til den afgift, der skulle udstedes.
En patrulje blev sendt til Hillerød Station, hvilket fik mandens tunge på gled, og den 60-årige mand fik en afgift af DSB for ikke at have rejst med gyldig rejsehjemmel.
Hærværk, Helsingør
Klokken 10.38 blev det anmeldt, at der natten til lørdag var blevet malet graffiti på et elskab samt på en affaldsbeholder på Æblehaven.
Butikstyveri, Hillerød
Klokken 12.40 anmeldte personalet fra Bilka, at de havde pågrebet to kvinder, der havde forsøgt at stjæle diverse varer. Den første havde forsøgt at stjæle sminke og parfume for 488 kroner, medens den anden havde forsøgt at stjæle sminke for 101 kroner.
Da den første var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til stedet, hvor den 20-årige udenlandske kvinde blev sigtet for butikstyveri. Den anden, en 20-årig kvinde fra Skibby, blev ligeledes sigtet for butikstyveri.
Kørsel uden førerret, Gilleleje
Klokken 12.48 blev en 25-årig mandlig bilist fra Gilleleje standset og kontrolleret på Hillerødvejen. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at føre bil, og han blev derfor sigtet for at gøre det alligevel.
Ulovlig knallert, Stenløse
Klokken 13.15 blev en 19-årig mandlig knallertfører fra Ølstykke standset og kontrolleret på Præstegårdsvej. Her viste det sig, at knallerten formentlig kunne køre hurtigere end det tilladte, og føreren blev derfor sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert, der nu skal undersøges nærmere.
Butikstyveri udviklede sig til røveri, Helsingør
Klokken 13.52 blev det anmeldt fra Harald Nyborg, at personalet havde observeret en mand, der havde indfundet sig i butikken, pakket en powerbank ud, stukket den op i ærmet, hvorefter han havde forladt butikken. Da personalet havde konfronteret manden med dette uden for butikken, gav han dem powerbanken tilbage, hvorefter han skubbede medarbejderen i brystet med to hænder og løb fra stedet. To medarbejdere fik dog løbet manden op og tilbageholdt ham, indtil politiet nåede frem og anholdt og sigtede den 25-årige udenlandske mand for røveri.
Færdselsuheld, Kgs. Lyngby
Klokken 15.08 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld i rundkørslen ved Rævehøjvej/Biologiens Vej. En knallert ført af en 65-årig kvinde fra Kgs. Lyngby kørte ad Rævehøjvej og ind i rundkørslen uden at overholde sin ubetingede vigepligt, hvorefter hun påkørte en 19-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby, der allerede befandt sig i rundkørslen.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor knallertføreren blev sigtet for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt.
Der skete ingen skader ved færdselsuheldet.
Pengefalsk, Hillerød
Klokken 15.55 anmeldte ALDI, at de lørdag eftermiddag havde modtaget betaling med en 1000-kroneseddel, som efterfølgende viste sig at være falsk.
Den betalende beskrives som: mand, dansk af udseende, 60-70 år gammel, 165-168 cm høj, spinkel af bygning, hvid i huden, talte dansk.
Tyveri af punge, Kgs. Lyngby
En 83-årig mand fra Kgs. Lyngby anmeldte klokken 16.34, at han mellem klokken 14.45 og 15.00 havde fået stjålet sin pung, mens han var i Lyngy Storcenter. Den 83-årige mistænkte, at han havde fået stjålet sin pung, som han havde i en lomme, mens han befandt sig i en elevator med sin kone og tredje person. Her havde yderligere tre personer mast sig ind og bevæget sig meget rundt under elevatorturen, og formentlig var tyveriet sket i den forbindelse.
De tre personer, som maste sig ind i elevatoren, beskrives som:
A: mand, udenlandsk af udseende, ca. 45. år, ca. 180 cm, almindelig af bygning og med tilbagestrøget mørkt hår. Talte en smule engelsk.
B: mand, udenlandsk af udseende.
C: kvinde, udenlandsk af udseende.
En 72-årig mand fra Hillerød anmeldte klokken 17.04, at han tidligere på dagen havde fået stjålet sin pung, mens han befandt sig i Lyngby. Mellem klokken 14.15 og 14.30 havde manden gået fra Lyngby Storcenter til Lyngby Station, og i dette tidsrum var hans pung blevet stjålet fra hans jakkelomme. Mandens hævekort var efterfølgende forsøgt misbrugt i en hæveautomat.
Grundet sammenfald i gerningstidspunkt og –sted kan det ikke afvises, at der er tale om samme gerningspersoner til de to tyverier.
Mistænkeligt forhold, Virum
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 17.17, kørte der en gruppe unge drenge rundt på knallert ved Virum Tennisklub, mens de med softguns og –geværer pegede på forbipasserende. En patrulje kørte til området for at undersøge forholdet nærmere, men det var ikke muligt at udfinde drengene.
Klokken 18.10 blev det anmeldt, at de samme personer var tilbage på knallerter i området, men at de denne gang dog ikke havde softguns og –geværer med. En patrulje kørte mod stedet for at få en snak med drengene, men de var ved patruljens ankomst forsvundet igen.
Færdselsuheld, Gilleleje
En 23-årig kvindelig bilist fra København kørte klokken 20.23 ad Bonderupvejen i nordvestlig retning, hvor hun svingede til venstre ind på Cirkle K. I den forbindelse påkørte hun en 18-årig mand fra Gilleleje, som kom kørende i modsat retning på en motocross cykel uden lys på. Den 18-årige mand havde ikke styrthjelm på og kom derfor til skade ved uheldet, hvorfor han blev kørt med ambulance til hospitalet for behandling.
På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse er ingen af parterne sigtet i sagen. Det kan dog ikke afvises, at dette vil ske, når hændelsesforløbet er endeligt fastslået.
Butikstyveri, Hillerød
Personalet i Netto på Hillerødsholmsalle anmeldte klokken 20.34, at en mand kort forinden havde stjålet varer fra butikken og derefter havde forladt stedet. Han var efterfølgende kommet tilbage igen, og personalet havde konfronteret ham med tyveriet, hvilket gjorde manden så vred, at han begyndte at råbe skældsord efter medarbejderne. En patrulje kørte til stedet, hvor manden, en 45-årig fra Hillerød, blev anholdt og sigtet for butikstyveri.
Vold, Kgs. Lyngby
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 20.44, var en 26-årig mand fra Kgs. Lyngby kort forinden blevet udsat for vold som følge af en uoverensstemmelse med en mandlig cyklist på Buddingevej. Den 26-årige havde udtrykt sin mening om cyklistens adfærd, og herefter havde cyklisten taget kvælertag på den 26-årige, revet ham i håret og forsøgt at presse hans hoved ned i asfalten. Herefter var cyklisten forsvundet fra stedet i ukendt retning.
Cyklisten beskrives som: mand, ikke etnisk dansk af udseende, 30-40 år, 175-185 cm, fedladen af bygning, lys i huden og med brunt mellemlangt hår og brede bakkenbarter ned til kæben. Talte dansk.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
Personalet i Netto på Lyngbygårdsvej anmeldte klokken 22.04, at de tilbageholdt en mand, som havde stjålet is fra butikken. Da manden ikke kunne oplyse sit cpr-nummer, kørte en patrulje til stedet. Her viste det sig, at der var tale om en 44-årig mand fra Kgs. Lyngby, og han blev af patruljen sigtet for butikstyveri.
Mistænkeligt forhold, Nærum
En mandlig beboer på Rundforbivej hørte klokken 00.58 nogen rumstere i det lejlighedskompleks, han boede i, og han undersøgte derfor forholdet nærmere. Han hørte i den forbindelse, at der blev sparket på en dør, og han råbte derfor op. Derpå så han to personer løbe fra stedet og køre væk på en knallert i ukendt retning. En patrulje kørte til området for at lede efter de to personer, men de var ikke mulige at udfinde.
De to personer var klædt i sort og kørte på en bordeauxrød metallic knallert 45.
Spiritus- og narkokørsel, Kgs. Lyngby
En 22-årig mandlig bilist fra Søborg blev klokken 01.49 standset af en patrulje på Engelsborgvej. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Et narkometer viste, at han formentlig også havde ført bilen under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor også sigtet for narkokørsel.
Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring den 22-åriges eventuelle spiritus- og narkopåvirkning.
Forsøg på indbrud på tankstation, Værløse
Klokken 01.58 indløb der anmeldelse om, at hoveddøren ind til Q8 på Ballerupvej var blevet forsøgt opbrudt, formentlig med en slaggenstand. Det var dog ikke lykkedes den eller de ukendte gerningspersoner af bryde døren op, og der var derfor ikke foretaget indstigning. En patrulje kørte mod stedet og kiggede efter personer, som kunne sættes i forbindelse med hændelsen, men ingen blev truffet i området.
Smadret rude i supermarked, Værløse
En kvindelig borger anmeldte klokken 02.05, at hun havde observeret to personer køre fra Rema1000 på Jonstrupvangvej i bil, og grundet tidspunktet mistænkte borgeren, at de to personer kunne have befundet sig i området for at begå indbrud. En patrulje kørte til stedet, og det kunne her konstateres, at en rude ind til Rema1000 var blevet smadret. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ingen oplysninger om, hvorvidt det lykkedes de to personer at foretage indstigning på stedet.
Udover at den ene person i bilen var meget høj, foreligger der endnu ikke yderligere signalement af de t gerningspersoner. De kørte fra stedet i en ældre grå bil, som larmede meget.
Grundet nærheden mellem gerningssted og –tidspunkt kan det ikke afvises, at der er tale om samme gerningspersoner, som forsøgte at bryde ind på tankstationen på Ballerupvej.