BUF IT-drift søger administrativ blæksprutte med interesse for drift og monitorering af tekniske løsninger

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du lyst til at sætte dit præg på en nyoprettet stilling, hvor du vil være med til at styrke og udvikle området omkring anskaffelse og monitorering af tekniske løsninger for Københavns Kommunes skoler og dagtilbud? Er du analytisk, struktureret og en teamplayer, så kan det være dig, vi søger til at varetage opgaven som administrativ blæksprutte i Danmarks største forvaltning.

I Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) er vi i gang med at centralisere processen for indkøb, udskiftning og monitorering af alle forvaltningens printere og kopimaskiner. Det er en stor og spændende opgave, og derfor søger vi en dygtig kollega, der trives i rollen som controller/tovholder.

Stillingen er nyoprettet, hvilket giver mulighed for at have indflydelse på formen af egen stilling, samtidig med at du får en aktiv rolle i tilblivelsen af et forretningsområde i vækst. Ved opstart vil du træde ind i et igangværende projekt, der efterfølgende skal implementeres, hvilket betyder, at du vil have en bred palet af snitflader internt i BUF-IT og til tider ud mod andre afdelinger i kommunen. På sigt kan der komme opgavemæssige grene ud til andre forretningsområder i BUF IT, såsom IT og AV.

Da projektet er igangværende, kan opgaverne udvikle sig løbende, men intentionen er, at de primære opgaver vil være:

  • Indkøb af print- og kopimaskiner på gældende SKI-aftale
  • Indkøbsstyring jf. projektets planer
  • Fakturakontrol
  • Omkostningsstyring og budgetoverblik
  • Monitorering og opsyn med forvaltningens maskinpark
  • Rapportgennemgang og dokumentation af gevinstrealisering
  • Facilitering af statusmøder internt og med eksterne leverandører
  • Leverandørstyring og kontraktoverblik
  • Rådgivning og support til skoler, dagtilbud og BUF-personale
  • Løbende udvikling og forbedring af arbejdsområdet.
Der lægges ikke vægt på særlig uddannelsesmæssig baggrund, men det er en fordel, hvis du har erfaring med databearbejdning, Excel-gymnastik og gerne har kendskab til arbejdet i en større politisk organisation.

Du skal trives med selvstændig opgaveløsning, men gode samarbejdsevner er også nødvendige. Derudover er det vigtigt, at du er proaktiv, systematisk, struktureret, analytisk og serviceminded. Du skal ligeledes være stærk i skriftlig og mundtlig kommunikation. Det er positivt, hvis du har lidt teknisk snilde, men det er ikke en nødvendighed.

Hvad kan vi tilbyde dig
Opgaven er forankret i BUF IT-drift (BIT), Administrativt Ressourcecenter, Børne- og Ungdomsforvaltningen. BIT har til formål at sikre drift, support og udvikling af den pædagogiske IT på kommunens skoler og dagtilbud, herunder serverdrift, netværk, indkøb, udrulning, vedligehold, bortskaffelse og alt, som ligger ind imellem.

Vores vigtigste formål er at skabe driftssikre løsninger, der kan understøtte hverdagen for vores mange slutbrugere og yde god support, der giver slutbrugerne mest muligt rum til at løse deres kerneopgaver.

Vi kan tilbyde en arbejdsplads med højt til loftet og frihed under ansvar. Vi er en afdeling med mange forskellige jobfunktioner og profiler og det er vigtigt, at der er plads til alle. Vi har en uformel tone og gør, hvad vi kan for, at det altid er sjovt og rart at komme på arbejde, også når der er fart på.

Om forvaltningen
Vi glæder os til at byde dig velkommen til et spændende job i Danmarks største forvaltning, hvor opgaverne er mange, og den politiske bevågenhed er stor. Udover, at du bliver en del BUF IT-drift, bliver du også en del af Administrativt Ressourcecenter, hvor du får ca. 250 dygtige kollegaer, der beskæftiger sig med budget, kapacitet, administration, it og meget mere.
Børne- og Ungdomsforvaltningen driver og udvikler dagtilbud, skoler, fritids- og specialtilbud. Med omkring 18.000 ansatte er vi Danmarks største forvaltning.

Vil du vide mere
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte Stine Palsgård på 2330 9606.

Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er en fastansættelse på 37 timer. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst og forhandles via tillidsrepræsentant.

Tiltrædelse hurtigst muligt.

Søg via linket senest onsdag den 23. august 2023
Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler i uge 34 og 35.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Lyngby-Taarbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Københavns Kommune, Borups Allé 177, 2400 København NV

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 23-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=193681&DepartmentId=19429&MediaId=4780&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5884423

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet