12-årig Sophia fra Virum var ’med som gæst’ i dette års MGP

Foto: Mie Ølholm
dato

I juli blev danskerne spurgt, om de ville være ’med som gæst’ i deres yndlings DR-program. Nu er 100 danskere blevet udvalgt, og i lørdags var 12-årige Sophia fra Virum med i det store MGP-åbningsnummer.

Hen over weekenden rullede den 25. udgave af børnenes MGP over skærmen, og for én speciel MGP-fan blev dette års show helt specielt. Som et led i markeringen af DR’s 100-års jubilæum er 100 danskere blevet inviteret 'med som gæst' i deres yndlingsprogram, og for 12-årige Sophia betød det, at hun skulle være med i det store MGP-åbningsnummer.

Ud over åbningsnummeret i lørdags var Sophia med til MGP-generalprøven fredag den 21. februar, hvor hun fik lov til at møde dette års deltagere og samtidig øve koreografien til åbningsnummeret på den store scene.

Sophia er som andre 12-årige vild med MGP. Det eneste, der måske adskiller Sophia fra hendes venner, er, at hun har et synshandicap, men det skal ikke afholde hende fra at jagte sine drømme. Og nu glæder hun sig bare virkelig meget over, at hun har været en del af dette års MGP-show.

- Sophia er en kæmpe energibombe og elsker at stå foran et kamera. Hun er den første til at melde sig, hvis der er teater eller andet som skal opføres, siger Sophias mor, Catja Jørgensen.

MGP er en hjørnesten i dansk børnekultur

KarlSon, Niklas, Aida, Tempo, Donya, Spasministrene, Otto og Besties4Life. Det er navnene på de otte MGP-finalister, som hele Danmark nu skal lære at kende. MGP-finalisterne kommer sammen med årets værter, Sælma Alakhir og Jonas Madsen, til at danne rammen for jubilæumsåret i MGP’s 25-årige lange historie.

Marlene Boel, chef i DR B&U og programansvarlig for MGP siger om årets felt i det særlige jubilæumsår for showet:

- Ligesom DR runder børnenes MGP også et skarpt hjørne i 2025. Gennem 25 år har MGP været en stærk hjørnesten i dansk børnekultur, som år efter år samler familier, starter samtaler børn og voksne i mellem og inspirerer til sang, musik og bevægelse. Et jubilæum er også en mulighed for at se frem mod de næste 25 år, hvor ambitionen er, at MGP fortsætter med at udvikle sin unikke position hos danske børn ved at have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der optager dem i hverdagen. Igen i år har børnene en hel masse på hjerte, og jeg ser frem til, at familier landet over samles til en aften fyldt med musik, sang og dans, lyder det fra Marlene Boel.

100 danskere bydes velkommen til 'med som gæst'

’Med som gæst ’-initiativet startede i juli 2024. Her kunne danskerne ansøge om at medvirke i 62 forskellige DR-programmer fra både tv, radio og podcast. Og samtlige programmer har fået ansøgninger fra danskere, der ønsker at medvirke i alt fra ’Sara og Monopolet’, ’Nak og Æd’, ’Drømmeholdet’ på P3 til ’Gudstjenesten’.

Lasse Bastkjær Jensen er direktør for Strategi og Brugere i DR, og han er stolt af, at DR’s programmer har en stor betydning for danskerne.

- Vi vil rigtig gerne fejre 100-års jubilæet sammen med danskerne og hylde de store øjeblikke i vores fælles historie. Vi er overvældet over de mange videoansøgninger med fine personlige historier om, hvorfor specifikke DR-programmer har en helt speciel betydning for den enkelte. Det er virkelig rørende at så mange danskere har givet sig tid til at sende disse ansøgninger, og det gør mig glad, at vores indhold på tværs af lyd og tv betyder noget for så mange, siger han. 

Mange dedikerede fans har sendt deres ansøgninger, hvor blandt andet en dreng fortæller, at han har fundet interesse ved politik gennem ’Tæt på Sandheden’, en kvinde der er flyttet til Danmark fortæller, hvordan DR’s programmer har hjulpet hende til at forstå danskerne bedre, og en ung mand deler, at han elsker at starte dagen med ’Go’ Morgen P3’, fordi han føler, at værterne skaber en følelse af venskab.

Der er endda kommet ansøgninger fra danskere der er bosat i Frankrig, São Paulo og Zambia.

Kilde: Af Raz Salim
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.